I Hvalfiskens Bug Og Andre Essays

Posted on by Shat

Jeg skyder en elefant (originaltitel Shooting an Elephant) er en novelle af George Orwell fra 1938, hvori Orwell fortæller om dengang, han som politimand i Imperial Indian Police skød en elefant i det britisk-kontrollerede Burma i 1936

Kontekst[redigér | redigér wikikode]

Storbritannien erobrede Burma over periode på 62 år (1824-1886, hvor tre krige mellem englænderne og burmeserne fandt sted, og Burma blev indlemmet i Storbritanniens indiske imperium. Burma blev administreret som en provins i Indien indtil 1937, hvor landet blev en separat, selvstyrende koloni – selvstændighed blev opnået som et resultat af Aung San-Attlee-aftalen. Aung San blev snigmyrdet inden Burma opnåede sin selvstændighed 4. januar 1948

Orwell var ansat i The British Imperial Police fra 1922 til 1927. Han var tvunget til at håndhæve love, som han dybest set var uenig i, hvilket fik hans afsky for totalitære regimer til at vokse. Efter af have forladt politiet rejste han tilbage til England, hvor han beskrev de fattiges vilkår i bl.a. Paris og London på vrangen (originaltitel Down and Out in Paris and London)

Synopsis[redigér | redigér wikikode]

Advarsel! - Handling, afslutning og/eller plot afsløres i det følgende.

I Moulmein er hovedpersonen og fortælleren politibetjent i en tid med intense anti-europæiske følelser blandt lokalbefolkningen. Selvom hele hans sympati er med burmeserne, er han nødt til at udføre sin officielle pligt som repræsentant for den undertrykkende, imperialistiske magt. Derfor bliver han konstant generet af burmeserne, især af de buddhistiske munke, som han kalder "de værste af dem alle sammen".

Efter at være blevet tilkaldt fordi en tam elefant er gået amok, tager fortælleren af sted bevæbnet med sin riffel til basaren, hvor elefanten er blevet set. Da han kommer til det fattige kvarter i byen, får han modstridende rapporter om elefanten og overvejer at tage af sted igen, da han tror, at episoden er et svindelnummer. Han ser så en landsbykvinde løbe efter nogle børn, der kigger på liget af en inder, som elefanten har trampet ihjel. Han får fat i sin riffel og fulgt af en menneskemængde tager han hen til den mark, hvor elefanten er stoppet op for at græsse.

Fortælleren tog oprindeligt riffelen med for at kunne beskytte sig selv, og da han ser, at elefanten nu tydeligvis er helt fredelig, ved han, at han ikke burde skyde den. Men han er også klar over, at menneskemængden forventer, at han skyder den, og det går op for ham, at han er blevet fanget i en fælde af mængdens forventninger og sin egen frygt for at se fjollet ud. Det går også op for ham, at hvis ét imperium slavebinder et andet, så placerer det sig selv i en magtposition, det ikke kan slippe ud af. Han ved, at hvis han beslutter sig til at nærme sig elefanten for at bedømme dens humør, og hvis han fejlbedømmer det, vil hans elendige evner som skytte helt sikkert resultere i hans død – muligvis til menneskemængdens store glæde. Han indser, at han er nødt til at skyde elefanten.

Han sigter på det sted, hvor han mener elefantens hjerne er, skyder og bringer elefanten i knæ. Efter det tredje skud falder elefanten omkuld. Den er stadig i live, og fortælleren fortsætter med at skyde – uden held til at dræbe elefanten. Da han ikke kan holde dyrets lidelser ud, går han sin vej, og han hører senere, at det tog elefanten en halv time at dø og at menneskemængden i den tid nærmest flåede den levende og skar kød ud. Hændelsen efterlader fortælleren med en dyb afsky for enhver form for jagt og en dyb erkendelse af sin egen rolle i undertrykkelsens magtfulde maskineri.

Afsløringer af handling, afslutning og/eller plot ender her.

Symbolik[redigér | redigér wikikode]

Som anti-imperialist lader Orwell fortælleren give utvetydigt udtryk for sin modstand mod kolonimagten Storbritannien. :"For på den tid havde jeg allerede gjort op med mig selv, at imperialismen var af det onde […] I teorien […] var jeg for burmeserne og ubetinget imod deres undertrykkere, englænderne." Fanget af situationen tilføjer han, at "[d]et eneste jeg vidste, var, at jeg sad fast mellem mit had til det imperium, jeg tjente […] I virkeligheden var jeg bare en absurd marionet, der blev trukket frem og tilbage af viljen i de gule ansigter bagved." Fortælleren indser, at det at han er tvunget til at skyde elefanten illustrerer hegemoniens indbyggede problem: "142år den hvide mand bliver tyran, så er det hans egen frihed, han ødelægger." Udover at essayet plæderer for imperialismens ophør, appellerer det ironisk nok også til englænderne om at ophøre med at være en kolonimagt for at bevare deres egen frihed.

Den engelske politiske teoretiker Bernard Crick, som har skrevet en biografi om Orwell (George Orwell: A Life), rejser tvivl om det rent faktisk var Orwell selv, der skød elefanten. Der eksisterer ingen uafhængige rapporter om hændelsen, hvilket er usædvanligt, når man tager i betragtning, at værdifuld ejendom blev ødelagt (i essayet skriver Orwell: "I levende live var elefanten mindst hundrede pund værd"). Peter Davison, der har redigeret Orwells samlede værker, nævner et interview med George Stuart, der var en af Orwells samtidige i Burma, som sagde, at Orwell blev overflyttet til Katha som straf for at have skudt en elefant. Davison nævner også et udklip fra avisen Rangoon Gazette fra den 22. marts 1926, hvori der står, at en Major E. C. Kenny skød en elefant under lignende omstændigheder.

Denne artikel er en oversættelse af artiklen Shooting an Elephant på den engelske Wikipedia. Oversættelsen tager i sin sprogbrug desuden udgangspunkt i den danske udgave af Jeg skyder en elefant i I hvalfiskens bug og andre essays (Gyldendal 1984), oversat af Johannes Riis.

Bogen angriber både den franske og den engelske socialpolitik. Af Henrik Torjusen, MA i Liberal Studies


Inden George Orwell udgav de to bøger, han er mest kendt for – 1984 (1949, dansk 1950) og Kammerat Napoleon (1945, dansk 1947) – skrev han en fantastisk fortælling om at være hjemløs og fattig: Paris og London på vrangen (1933, dansk 1954/1975). 
Paris og London på vrangen var Orwells første bog: han havde tidligere fået publiceret enkelte noveller og essays, men med denne bog lykkedes det ham endelig at få realiseret drømmen om at blive forfatter.

Allerede da han gik på kostskole begyndte forfatterdrømmen at spire, meget til hans families fortrydelse. Det var ikke en værdig karriere, mente de, og da livet på den hæslige kostskole blev efterfulgt af studier på den prestigiøse privatskole Eton, forventede hans familie, at han ville få en god karriere. Men Orwell vendte ryggen til den ventede fremtid. I stedet for at begynde på universitetet rejste Orwell den 22. oktober 1922 til Burma som del af det koloniale politi.

Tiden i Burma var hæslig. Orwell blev hurtigt kureret for stoltheden over det engelske imperium, efterhånden som han oplevede den dårlige behandling af den burmesiske befolkning. Tiden i Burma har Orwell beskrevet i romanen Burma dage (1934, dansk 1955/1976), og i de fantastiske essays Elefanten på dansk i Elefanten og andre Essays (1952) og En hængning på dansk i I Hvalfiskens bug og andre essays (1984).

Men da Orwell i 1927 vendte hjem til England på orlov, gik det ikke længere. Han ophævede sin kontrakt med politiet, og drømmen om at blive forfatter vendte for alvor tilbage. Inspireret af især den amerikanske forfatter Jack London (1876-1916), begyndte Orwell at besøge fattigkvartererne i London. Tiden i Burma havde sat sine spor hos Orwell.
I Burma var han blevet konfronteret med ekstrem fattigdom og bagsiden af den engelske kolonialisme, og nu, hvor han vendte hjem til England, kunne han se, at de samme forhold var gældende i Europa. Men mest af alt trak livet som forfatter, og i 1928 tog Orwell til Paris: dels fordi det var billigere at leve i Paris og dels for at leve det forfatter-boheme liv, der virkede så tillokkende.

Eric Blair bliver til George Orwell
I tiden inden Paris og London på vrangen blev publiceret første gang i England fik den unge Eric Blair (1903-1950) dog kolde fødder. Bogens voldsomme angreb på den franske og engelske socialpolitik, og de meget direkte beskrivelser af seksualitet og obskønt sprog, fik ham til at udgive bogen under det pseudonym, han senere blev så kendt under: George Orwell.

Bogen, følger i sporene på Jacob A. Riis’ (1849-1914) How the Other Half Lives (1891), som beskriver den sorte befolknings forhold i de amerikanske storbyer, og Jack Londons Afgrundes folk (1903, dansk 1913), der beskriver fattigdommen i Londons East End. George Orwells bog fortæller en lettere fiktionaliseret udgave af hans egne oplevelser blandt fattige og udstødte i Paris og London.

Det er deprimerende læsning, hvilket også var et af formålene med hans beskrivelse: For bogen var ikke blot en beskrivelse af den unge Orwells liv blandt de fattige i Paris og London, men forfattervirksomheden var også et forsøg på at ændre samfundets syn på fattigdom, forandre socialpolitikken og få almindelige menneskers øjne op for, at de fattige ikke udelukkende selv var skyld i deres egne problemer.  Det er Orwells grundlæggende pointe: Folk kan godt være fattige og alligevel være anstændige mennesker.

I modsætning til Riis og London, der begge besøgte slumkvarterer som journalister og indigneret beskrev de oprørende forhold, underklassen måtte leve under, levede Orwell på lige fod blandt de fattige og oplevede sulten og smerten på sin egen krop. Dog er det vigtigt at understrege, at han ikke gjorde det af nødvendighed.

Nok bliver det fremstillet i bogen, som om Orwell ikke havde et andet valg, men det er i højere grad et litterært greb. Oplevelserne i Paris er for så vidt rigtigere. Orwell blev syg, blev frastjålet alle sine penge og måtte sulte et par dage, hvilket førte til, at han tog et job som opvasker.

Det havde han strengt taget ikke behøvet, for hans familie kunne sagtens have hjulpet ham. Og så snart han kunne slippe væk, tog han tilbage til England. Tiden i London var et valg for Orwell. Han ville tæt på vagabonder og hjemløse, og ved selv at leve blandt dem, kom han nærmere end han ellers ville. Men i sidste ende, da livet blev for hårdt, tog han hjem til sin familie og kom til hægterne.

Sulten og opvasken
De to dele i Paris og London på vrangen er meget ulig og skrevet på forskellige tidspunkter i Orwells liv. Afsnittet om Paris er skrevet med udgangspunkt i Orwells oplevelser i 1928-29. Vores fortæller lever blandt lettere pittoreske ludere og lommetyve på et nedslidt hotel i Paris’ fattigkvarter. Han forsøger at skrive, men fattigdommen og sulten gør det umuligt at arbejde.

Efter at have sultet i længere tid får han endelig et job som opvasker på et fashionabelt hotel, og nu følger en vanvittig og meget morsom beskrivelse af livet blandt de nedre lag i Paris.

Orwell har selv senere skrevet, at hans beskrivelser ikke er baseret på specifikke individer, men snarere er sammensat af flere forskellige: de er en slags idealtype eller koncentrat. Men indignation er intakt. For både som arbejdsløs og sultende, såvel som ansat som opvasker bliver fortælleren behandlet elendigt. Nok er der et stærkt sammenhold blandt de udstødte, men så snart de støder sammen med bedre stillede, hvad enten det er på gaden eller på hotellet, så bliver de hurtigt sat på plads. Og så længe sulten truer, så må de bide den dårlige behandling i sig.

Levet i fattigdom fører også til tanker om synet på de fattige. Det normale syn på dem, er at de bare kan tage sig sammen. Men som Orwells fremstilling viser, så kan de ikke bare tage sig sammen efter en 18 timers arbejdsdag eller tre dags sult og uden rent tøj. Så kan man ikke bare få et nyt job eller begynde en uddannelse.

Tiden i London
I 1929 vendte Orwell hjem til England. I bogen skyldes fortællerens hjemkomst chancen for et nyt, og bedre betalt, job. Men da fortælleren ankommer til London, fyldt af en nylig erhvervet nationalfølelse, må hans ven skuffe hans forhåbninger. Jobbet som handikaphjælper er blevet udsat 4 uger, og i mellemtiden må han desværre klare sig selv. 

Efter mødet med den engelske virkelighed, bliver den nationale stolthed hurtigt forvandlet til afsky. Fortælleren bliver kastet ud i den engelske fattigdom, der er endnu værre end den franske. Nu synker han helt til bunds. Han har ikke noget tøj at sælge, han kan ikke skaffe sig en ansættelse, og han bliver nu nødt til at blive vagabond og vandre fra det ene fattighjem til det næste.

Det er en trøstesløs skæbne. Ubarmhjertig og ulidelig, og beskrivelsen af de velgørende institutioner er hård læsning. Selv her bliver de hjemløse behandlet som foragtelige individer, der skal behandles så dårligt så muligt: for ellers tager de sig aldrig sammen. Og derfor sover de låst inde i celler uden madrasser, de får halvrådden mad og må finde sig i påtvungen kirkegang.

Men også her finder fortælleren sammenhold. Nok lever de hjemløse på grænsen, men hvis de kan, hjælper de gerne hinanden med den sidste cigaret og den sidste bid mad, de har.

Her slutter historien. Fortælleren antyder, at hans ny ansættelse til slut bliver til noget. Han får en fremtid, og det samme gælder for Eric Blair under hans nye navn. For Orwells bog bliver en stor succes og sammen med hans senere bog, The Road to Wigan Pier (1937), der beskriver livet i et fattigt kulminedistrikt i det nordlige England, får hans beskrivelser af fattigdommen stor indflydelse.

Og fratrukket bogens fiktionelle anstrøg, så er Paris og London på vrangen stadig en stærk og smuk beskrivelse af fattigdom og hjemløshed, der er velgørende fri for prædiken, men med indignation forsøger at vise, at alle mennesker rummer den samme stolthed og menneskelighed.

Categories: 1

0 Replies to “I Hvalfiskens Bug Og Andre Essays”

Leave a comment

L'indirizzo email non verrà pubblicato. I campi obbligatori sono contrassegnati *